Kenya er et land hvor korruptionen styrer med hård hånd, klasseskællet er abnormt og penge er et ord på alles læber hvad end det er fordi man mangler dem til at brødføde familien, eller fordi man grisk ønsker flere, flere, flere. Et eksempel på klasseskællet ses f.eks. ved at politikerne tjener månedligt 2.000.000ksh (for en kenyaner er priserne stort set 1 til 1, det vil altså sige at det for dem er 2mio kroner), mens den almene kenyaner fra getho-områderne, vagten, stuepigen, buschafføren, tjener omkring 5000ksh månedligt. Langt de fleste kenyanere bor i disse villages eller getho/slumområder hvor familier af store antal, lever samlet i et enkelt, eller for de privilegeredes vedkommende, to rum. Far, mor (hvis man da er så heldig at have begge forældre), samt en stor børneflok og måske en onkel eller lignende, bor alle under et (blik)tag. Alkoholisme er et velkendt fænomen da et stort antal af mændene drikker. Der ses et bestemt mønster hvor de enten drikker til sent om aftenen og derefter kommer hjem og råber måske endda slår konen, og andre ikke kommer hjem i nogle dage af gangen. Heftige hjemmebryggede sager er det der drikkes (noget lignende brændevin), så folk dratter om midt på gaden hvor de ligger til langt op på dagen, andre falder i store huller der graves til skrald eller riste i vejkante (hvor selve risten sjæles, da jernet kan sælges til en god pris) osv. Pga. dette store alkoholforbrug er volden mod kvinder også stor, mens anmeldelserne små. Kvinderne har mulighed for at gå til et såkaldt ’women hospital’, hvor sager som incest, voldtægter og voldsofre behandles. Begrebet krisecenter er dog ukendt her, er dog blevet fortalt at der skulle være et enkelt af disse, startet af en dansker. Dette vil jeg tro er en af grundene til det lave anmeldelsestal, men den primære grund er at kvinderne ikke kan forlade deres mænd. 1) Kristendommen ses overalt og befolkningen er stærkt troende, så en skilsmisse bliver der set stærkt ned på. 2) En kvinde giftes ind i en familie, og derefter er det hans (families) ansvar at være forsørger for denne kvinde. Det er derfor traditionen at kvinden flytter med manden ved et ægteskab og hun afhænger derefter af hans indkomst. Skulle en kvinde imod tradition og kultur forlade sin ægtemand, har hun gerne muligheden af flytte hjem til sine forældre. Eftersom børn (nyt liv) anses for at være guds gave til mennesket, har mange et højt antal uanset om de har råd til at brødføde dem eller ej. Især i slummen er antallene ekstreme, har stødt på børneflokke af 20, mere almindeligt er det dog med 8-12stykker. Kvinden vil derfor ikke være særlig godt stillet med (højst sandsynligt) et par børn hun skal betale mad, tøj og skolepenge til, måske uden eller med et lille betalt job.
Billedet i slummen tegner sig videre når man går langs de beskidte gader, nogle smallere end andre, hvor skralleposerne med indhold man ikke ønsker at vide hvad er og andet møg bunker sig overalt, dyr render frit så som høns, katte, hunde, geder, sommetider køer, gæs og får, og børnene sendes ud at lege med nabolagets unger, mere eller mindre så snart de kan gå. Når du står i sådan en gade strækker blik og kolortehusene på hver side sig så langt som øjet rækker. Små butikker sælger alt hvad livet i slummen kræver, men især saloner og ’hoteller’ går igen. Hotel er af anden betydning end vi kender den, det er her en lille cafe hvor man kan få et billigt måltid eller en kop te. De der er indehavere af disse bikse hører til de ”heldige”, da det er en dyr fornøjelse at åben disse. Mange ønsker og drømmer om at have en shop som disse, man aner ikke hvorfra de skal få startkapitalet fra. Dette kan lyde som den helt store elendighed, men hvad skal nævnes er, at mange mennesker i slummen faktisk er utrolig taknemmelige og livsglade mennesker. Langs gader er der med mellemrum kæmpe højtalerne der spiller glad og kærlighedsmusik og hoppende numser rundt i hjørnerne. Kristendommen hjælper mange i at holde fast i livet og putte surviver-brillerne på; ”Jeg skal nok komme igennem det, dette er blot en testelse fra guds side”. De er lykkelige for livet i sig selv og værdsætter hver dag de åbner øjnene. Det er faktisk en utrolig lærerig oplevelse blot at befinde sig der, fornemme stemningen og snuse alle indtrykkene til sig. Selvfølgelig er livet hårdt her under alle omstændigheder. Under en længere samtale fortalte en ung pige fra slumområdet Dagoretti fortalte hun hvorledes hendes far havde forladt familien mange år tilbage af en stadig uvis grund. Måske han mødte en yngre model, måske han havde fået nok af familielivet, det vides ikke. De 5søskende og moderen har efterfølgende ikke haft nogen som helst kontakt til ham, men hun synes at have groet en hård skal, og udtaler bl.a. ”It doesn’t matter, I don’t care anymore. We’ll make it without him. I’m a surviver”. Det første stykke tid gik udmærket, moderen havde en lille forretning hvor hun syede tøj efter bestillinger, og skolepenge og andet var der nok til. I 2007 vendte den nye medvind dog. Efter svindel under et folkevalg, og den forkerte præsident blev valgt via korruption, forsvandt alt hvad der kunne minde om ro i gaderne. Kaos slap løs. Den nyvalgte præsident var af stammen kikuyu, så hårdt gik det ud over denne stamme der blev nedslagtet på åben gade med store manchet lignende sværd. Værre og værre historier hører man dagligt, om bevæbnede mænd der er gået fra dør til dør og opsøgt kikuyuerne for enten af hårdt såre eller nedslagte dem, eller busser der tilfældigt blev stoppet af gadeblokeringer, kikuyuerne hevet ud og spredtet op. Flere tusinde døde. Blod og had flød, indtil tingene omsider kom tilbage til nogenlunde fredefulde tilstand bl.a. ved Kofi Hanan’s besøg af landet. Under disse strabasser blev alle moderens maskiner stjålet og hendes forretning var ødelagt. I dag er pigen nødsaget til at hjælpe moderen med at vaske tøj rundt omkring og på daglig basis forsøge at skaffe mad til de mindre børn. Skole er der ikke længere råd til, og hun blev nødt til at droppe ud af skolen et år før afgangsklassen. Lillebroderen er løbet væk hjemmefra og lever nu et liv på gader. Hun kender til området, men ser ham sjældent. Hun forklarer at han gjorde det pga. der ikke var mad nok til alle og de somme tider er nødt til at gå i seng med rumlende hule maver. Nu skaffer han selv maden og lever sammen med andre unge med samme baggrund. På gaden er det normalt at der bliver sniffet lim for at holde varmen. Især i vintermånederne (vores sommer) kan temperaturerne være ret lave om natten. Hver nat man bevæger sig ud, ser man (hovedsagligt) drenge i meget laset og beskidt tøj, nogle på bare fødder, gå rundt på gaden og tigge om penge: ”Please mrs. I’m hungry”. Forleden mødte jeg 3 små drenge omkring 12år, der havde gået fra en by kaldet Nakuru og Nairobi (afstand 2timers kørsel med bil). Dette havde taget de små ben 3dage, hvor de hver nat havde overnattet i et storcenter, stået op kl 5 om morgenen og forsat dagens rejse. Omsider nåede de deres mål, og en NGO havde heldigvis fundet dem slentre rundt på gaden. De er derfor nu på et såkaldt ”Half way home” hvor de har været i 1 måned. Her arbejdes der på at få drengene integreret i hjemmet igen og med de komplikationer der kan være heromkring. Den enes årsag til at have forladt hjemmet var at hans mor havde fået en ny mand, der tilsyneladende ikke brød sig om ham og den anden vej rundt. Alle drenge ønskede stærkt at gå i skole, men ikke det samme sted de kom fra. En anden dreng på hjemmet var kommet helt fra Tanzania, hvor han havde spinket og sparet til han til sidst en tilfældig hverdag, havde nok til en busbillet til Nairobi. Sådan er der mange skæbner der popper op overalt og behovet for hjælp er abnormt.
Samtidig er stor gruppe også brudt ud via uddannelse. Disse lever i villa huse og lejligheder og skaber rammen om selve Nairobi by. Der er her tale om ingeniører, arkitekter, læger, advokater m.m. Kommer man fra en familie som disse er der et højt pres hvad uddannelse angår. Næsten alt hvad der hedder universitets-uddannelse foregår udenfor Kenya (hvoraf de bedste forbindelser er til Australien, US og UK, hvor de fleste derfor vælger at tage dem). Forældrene betaler gerne for deres børns ophold og skole, men valget skal gerne ligge på noget af det nævnte overstående. En god ven fortalte f.eks. hvordan et uddannelsesskift fra ingeniør til en dygtig og højtlønnet businessmand havde ført til dyb skuffelse fra faderens side, der derefter ikke rigtig engagerede sig i hans liv over en længere periode. Betingelserne lyder gerne på at forældrene betaler ophold så længe den unge går på den rette skole. Gøres dette ikke, er det ud at skaffe til føden og en lejlighed selv. I denne gruppe er det normalt at ligge på omkring 100.000ksh blandt de unge efter færdig endt uddannelse og et godt job er fundet. Man kan med andre ord sige at der er arkitekten og dennes stuepigen (hvilket stort set alle med lidt penge har), bankassistenten og dennes salonist, advokaten og dennes gartner /vagt /skopudser osv.
miafritzen 