Farvel og tak – søde Kenya :)

Af ting jeg har lært synes jeg, at jeg generelt er blevet mere ydmyg, tålmodig og rolig som person. Jeg har været nødsaget til at udvikle mit engelsk, hvilket jeg også kraftigt har gjort. Derudover har jeg nu lettere ved at forestille mig hvordan det må være at ankomme som ny til Danmark – et land man ikke kender, hvor alt er nyt og meget anderledes end det vante. Den meget markante kønsopdeling og kønsforskelle må jeg indrømme efterhånden var begyndt at hænge mig noget ud af halsen mht. at det er bedst at føde sønner, manden er forsørgeren og beskytteren, der skal tjene til familiens omkostninger og i nogle stammer ikke skal sætte så meget som en lilletå i køkkenet, mens kvinder i andre stammer skal ligge sig og være til rådighed så snart manden fik sexuelle lyster. Derudover var det dejligt at komme hjem til mindre fordomsfrihed (ikke fuldt, men mindre) bl.a. mht. homoseksuelle der i Kenya bliver fængslede hvis det bliver bevist, og psykisk og fysisk handicappede der er anses for at være guds straf at man føder sådant et sygt barn, og der derfor gemmes væk eller slås ihjel. At man ikke bliver spurgt hver søndag om man vil med i kirke, selvom man pænt har takket nej de foregående 4 gange eller mere, er nu også dejligt. Og vores kære velfærdssystem er det nu også rar at komme hjem til :). DET SAGT – så vil jeg savne den afrikanske mere levende stemning med dans, sang og musik i gaderne. Venligheden, snaksaglighed og en let og den aldrig tyngende stemning. Tilbage i Danmark et halvt år efter kan ses det derimod, at alt er præcis som det plejer. Men det er nu heller ikke værst :).

Trænet, lært & lavet

Som beskrevet i min uddannelsesplan havde jeg generelle 3mål med opholdet. 1. At træne nogle basale teknikker i den direkte borgerkontakt, så som (nonverbal) kommunikation og at helhedsse. Derudover ønskede jeg som nr. 2. at træne en vis professionel distance og 3. at se at virkelig billede på problemerne og ikke blot et antal timer om dagen og smutte hjem til min luksus.
Jeg startede som tidligerenævnt i organisationen Kicoshep hvor jeg efter 1 1/2måned så mig nødsaget til at stoppe pga. korruption og umenneskelig behandling af medarbejderne. Efter dette brud, gik 1 måneds lang helt stor jagt i gang efter at finde et nyt passende praktiksted for den resterende del af min praktik – dette viste sig at være en noget mere besværlig opgave end som så. Éns lyse hudfarve og skæret af ens rigdom var en stor barrierer og der blev flere steder krævet urimelige beløb. Endeligt endte jeg på en organisation arbejdende med unge, nogle misbrugere, nogle prostituerede, alle fattige og med en hård historier med sig. Her afsluttede jeg så de sidste 1 1/2måned af min praktik.

Kicoshep
I løbet af min praktik i det østafrikanske Kenya, var jeg hovedsageligt 2 steder; 1 1/2måned på hvert sted (+1måneds overgangsperiode, hvor jeg ihærdigt søgte efter et nyt sted og var rundt på adskillige forskellige organisationer). Første sted var Kicoshep, arbejdende imod HIV og AIDS. Straks arbejdet startes mødes man af en udfordring der er helt ukendt hvor vi kommer fra, nemlig tidsopfattelsen. Der er en hel anden mentalitet og alting går simpelthen bare i et andet tempo end hvad vi er vant til. Fra et aspekt er det mindre effektivt, men at medarbejdere i de vesten skal løbe hurtigere og hurtigere, tage flere og flere sager og nogle ender med at gå ned med stress, koster jo også dyrt. I hvert fald har det resulteret i at jeg nu sidder her, og er endt med at have en portion tålmodighed mere end før afrejse. Man blev jo simpelthen nødt til at arbejde sammen kollegaerne i mellem, med de forskelligheder man hver især må have, også selvom man til tider kunne tænke ”kom nu til pointen”, var det jo så i sidste ende lærerigt.
Den professionelle distance blev allerede her sat på prøve, når man for første gang skulle sætte sine ben og samtale med folk i og fra slumområder. Man faldt selvfølgelig straks langt udenfor de ekstremt ringe kår og meget fattige folk man kom i forbindelse med og den lyse hud og rigdom skinnende langt væk. Efter en tid mente jeg efterhånden selv mente at jeg var ved at falde noget mere til, og jeg nu havde bevæget mig gennem og arbejdet i slummen mange, mange gange. Borgerne så tilsyneladende stadig blot min blege hud og rigdom for navnet ’msungo’ kunne jeg ikke slikke af med (swahili for hvid). Jeg havde forventet at de ville vende sig til mig efter de havde set mig tilstrækkelig mange gange, men nej. Derfor besluttede jeg i stedet måtte skrue ned for den åbenlyse distance i mellem os – udseendet. Jeg købte mig noget genbrugstøj fra bunkerne som de fleste i slummen køber fra. Det er bunker der stammer fra tøjcontainerne vi har os herhjemme, der så bliver sendt ned, hvor folk kan købe en tilfældig stak af det, og så sælge videre til billige penge (helt ned til 10 shillings pr del = 1,5kr). Mit hår fik jeg lavet på samme maner som dem, i de aller billigste butikker. Som hun flettede den sidste fletning på mit hoved, sagde frisøren ”Så, nu ligner du jo en hel kenyaner”, og det var hun åbenbart ikke den eneste der syntes. Tilråbende faldt en hel del på nær fra nogle af de helt små børn i hjørnerne. Følte mig heller ikke længere nær så anderledes og en tilfredshed var der fra folket omkring at jeg havde ”taget deres kultur til mig”. Det gav et smil eller en lille sjov kommentar når man skulle indlede en samtale med nogle, og det er jo ikke en helt værst måde at starte en samtale med et smil fra begge parter.
Den åbenlyse distance blev derved lavere, men den følelsesmæssige skulle jeg stadig holde i ørene. Når man bliver fortalt voldsomme historier og ser skræmmende ting, kommer man da lige til at synke hårdt og ja, nogle ting ligger man da og tænker på i natlampens skær. Men det har jeg fundet faktisk også kan være i orden. Så længe det ikke er noget man går og grubler over dag ud og dag ind til at få mavepine over og billeder der vender tilbage hele tiden, så er det for mig i orden. Ikke at det er endeligt på den måde jeg vil tage til mig, men nu har jeg i hvert fald fået trænet og tænkt over min holdning til det.

I arbejdet så jeg også hvordan de strukturerede deres arbejde i form af ugentlige møder, rapporter og mønstre der skulle følges. Der var hver uge en samlingsdag (mandag) hvor medarbejderne delte deres erfaringer og udfordringer fra ugen forinden, spurgte hinanden til råds og sparede med hinaden. Derudover var fredag dagen for planlægning af ugen man gik i møde.

I sagsbehandlingen fandt jeg at der mangler lidt et led i arbejdet, da der ikke er en egentlig analyse. Man tænker i nuet og er hvilket problemer der er aktuelle og anser det ikke som noget sagsbehandleren har noget grund til at skulle vide og upassende at begynde at spørge til følelser og barndom, da det jo ikke løbes problemerne. Spørger ikke meget tilbage til før i tiden, barndommen osv., i stedet ser man som sagt på problemerne der er NU, lige i det her øjeblik og hvad man konkret kan gøre ved det, med de få (eller ingen) ressourcer der er til stedet. Det er jo en meget anden måde at tænke på i forhold til den danske, hvor man tænker meget på forebyggelse og hvad problemerne skyldes, altså årsag. Helhedssyns behandling (Selvom der ikke er helhedssyn på klienterne (i form af deres menneskesyn, hvor man forsøger at altså ikke forsøger at forstå dem i bund, så arbejdedes der med at behandles bredt). I en familie kan de f.eks. var tilknyttet Kicoshep på mange måder. Nogle børn kan være i Kicoshep skole, en forældre kan være i medicinsk behandling og samtidig også en HIV støttegruppe + de kigger på familiens økonomiske forhold; er der behov for absolut akut mad og hvordan man familien selv komme på benene og få en (større) indkomst.
Det er bare nogle eksempler på hvad jeg har set, haft med at gøre og trænet i forløbet. Jeg vil nu ridse flere ting op, men har ikke mulighed for at gå i dybden med alle punkterne.

– Rapportskrivning (hver uge)
– Træning i sparing (til de ugentlige møder)
– Oplysningsarbejde
– Tværfaglige arbejder (både socialrådgivere og sygeplejersker arbejder sammen til dagligt).
– Grænserne mellem faggrupperne sløres ud (sygeplejersker laver rådgivningsarbejde når de tester, socialarbejdere kan også arbejde som lærere, pædagoger, til tider skulle lave sundhedsfagligt arbejde m.m).
– Gjort socialfaglige overvejelser (bl.a. ang. tavshedspligt der næsten var et fremmed begreb dernede. Har et åbent mødelokale som alle skal krydse hvor der snakkes om hvem der er positive osv. Også mens klienter også er i huset. + Tanker om kommunikation og borgerinddragelse).
– Udfordret mht. lange arbejdstider, og stærk hierarkisk opbygning (tiltaler deres ledere Mr. Og Mrs. Og kan ikke sige dem imod i frygt for at blive fyret)
– Udfordret ved læringsmetoder på skolen (benytter afstraffelse)
– Trænet form for borgerkontakt med forskellige grupper af mennesker (bl.a. ved deltagelse i gruppemøder, dør til dør arbejde og ved uddeling af kondomer: unge smittede under 30, mødre med HIV og deres børn, skolebørn).

Organisations søgning
I denne tid kom jeg især tæt på og så det sande billede af problemerne som også var et af mine mål i jeg havde sat jeg mig i min uddannelsesplan. Jeg kom omkring og besøgt en hel række af organisationer, hvor jeg nogle steder gav en hånd med hvad der var, fik et kort blik af forholdene for arbejderne, borgerne, strukturen og kultur på stedet. Af forskellige organisationer jeg besøgte på denne måde er:
– Børnehjem – fuldt optaget.
– Anden HIV organisation for homoseksuelle – også fuldt.
– Offentlige hospitaler – lang række papirer krævet, alt for omfattende og tidskrævende.
– Womens hospital – 500dollers pr. person pr. måned.
– SOS børnebyerne – først ikke lukke os ind. Derefter Søren frarådede.
– Tumaini gadebørn. – Hyper kristne.
– Skoler i Kibera – Kunne kun undervise.
– Orphanes i Kibera (Hjem oven på en skole for forsømte, efterladte, mishandlede eller anden form for omsorgssvigtede) – Ikke aktivt socialt arbejde
– Børnehave /pasningsmulighed for handicappede og psykisk syge (er skamfuldt at have et sådan barn, og det bliver derfor ofte dræbt, gemt i hjemmet eller efterladt).
– Anden form for daycare – alt for dårlig trafikmæssigt, tog mange timer hver vej.
– New Life – (var der de dage, vi ikke var andre steder for at søge). Ikke aktivt socialt arbejde.
Alt i alt lærte jeg en masse om hvordan internationale organisationer og projekter drives og kører rundt.

Dagoretti Empowerment Center (også beskrivelse af stedet).
Desperat og ivrig efter et sted, efter nu en måneds søgen, fandt vi omsider et sted der gerne ville have os og så okay lovende ud, uden vi skulle betale dyre domme pga. vores hudfarve, uden vi skulle aflevere papirer fra vores præst på at vi var kristne og med hvad der så ud til ret gode forhold.

Stedet var en organisation arbejdende med unge i forskellige afstøbninger. Placeringen af denne er i Dagoretti, hvilket er en overordnet betegnelse for mange slum-områder. Udefra set kaldes alt altså Dagoretti, men så snart man træder ind, er der nærmest bydele og de forskellige opdelinger er mange. Med mine øjne bor de alle i blikskure og gadelivet ser temmelig ens ud, men forskellene er for beboerne klare – nogle områder anses for finere, mens der fx er voldsomt mange alkoholikere i andre (udtalt af beboer i Dagoretti, Kawangware).

Centeret er et regerings-projekt, der består af mange forskellige muligheder og projekter samlet på et sted. Den store indhegnede bygning er let synlig og prangende i sine fattige omgivelser. Trods der er et par andre store betonbyggerier på modsatte sine af vejen, falder blikket let mod bygningen, der står ret ene på denne vejside. Samlet under et tag er (som det også ses på kortet nedenfor):
– 2 Internetcaféer
– 2 biblioteker (et ungdoms og et universitets)
– En ungdomsklub /ungdomsprojekt
– Cafe
– Fitnesscenter
– Lokaler til udlejning

Der hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig var i youth centeret også kaldet ressource-centeret. Stedet er en form for ungdomsklub, hvor de unge kan komme og være, i stedet for at hænge på gaden. I denne klub står også 3 store reoler med gratis (donerede) foldere og brochurer om forskellige kønssygdomme, herunder Aids, misbrug og andet. Derudover er der en opsat kasse med gratis kondomer – det ses at standen ændrer sig i den, men aldrig at nogen tager fra den. Kun en enkelt medarbejder (socialrådgiver) styrer stedet, hvor der er flere hundrede unge tilknyttede – men dagligt er omkring 20unge i selve centeret. Nogle dage er der ’diskussioner’ hvor der først sættes en film omhandlende et bestemt emne (så som misbrug, vold, kriminalitet, ubeskyttet sex, aids m.v.). Møbleringen i centeret bliver omrokeret og to rækker stole placeres foran et tv (ophængt i et tykt jerngitter så det ikke er muligt at stjæle), hvor de unge får besked på at sætte dig og følge med. Bagefter tager nogle emner op og der snakkes omkring det sete. For at trække de unge til stedet anvendes forskellige metoder. For det første er det i sig selv et interessant sted bare at komme og hænge ud for en ung, hvor der mulighed for at spille pool, bruge billig internetcafe, snakke med andre unge osv. Andre metoder som de bruger, er at have nogle tomme lokaler som de lejer gratis ud til unge grupper. Lokalet deles så af flere grupper, f.eks. et teaterhold om morgenen og et dansehold efter middag. Som betaling for at leje lokalet gratis, skal de unge så til gengæld deltage i de før nævnte diskussioner. Grupperne består af en række unge, hvoraf (de fleste) ikke går i skolen og de beskæftiger sig med teateret/dansen på fuld tid og tjener penge på det. For at deltage i gruppen kræver det en optagelsesprøve til en additionen som afholdes med nogle måneders mellemrum. Grupperne laver shows for bl.a. skoler (teatergruppen tager fx hver sommer på 3måenders tourné til Mombasa kyst. Dog er det altid nervepirrende om årets budget, så kommer ind og der bliver hårdt og med mange shows i træk, for at prøve at hive pengene man selv har lagt og gerne flere hjem. Centeret stiller et anlæg til rådighed, men udover dette gives der ingen former for økonomisk støtte eller andet, til eneste tilknytning centeret har til grupperne er når de kommer til ’diskussionerne’ eller når de valgfrit kommer og hænger ud før/efter en træning. Også en fodboldbane er knyttet til stedet, udlejes på samme facon som lokalerne – ”betaling” ved deltagelse i ’diskussionerne’ og andre timer afholdt af socialrådgivere. Et ’Life skill’ hold er der, men det er anset som en pigeting, så det stort set kun er hunkøn der arrangeres disse hold for. Timerne her omhandler bl.a. ubeskyttet sex, graviditet, sex-sygdomme m.m.
Centeret der er placeret midt i nogle af de fattigste kår, med pistolerne flydende i gaderne og skud høres flere gange ugentligt om aftenen, huser også et rådgivningselement (hvilket jeg dog ikke fik set meget til trods efterspørgsel). Ofte sker det også spontant mellem f.eks. fodboldtræneren, der hiver en til side der ser lidt trist ud – i en samtale fortalte han, at han bl.a. støder på børn der er blevet smidt ud hjemmefra, hvor han så tager kontakt til forældrene og fungerer som det mæglende og rådgivende element. Flerdages udflugtsture arrangeres en gang i måneden, med forskellige alderstrin. Forsøgte at komme med på en 3 dages tur med en pigegruppe, hvor der ude i det fri bl.a. ville blive afholdt lifeskills-timer. Blev desværre anset som for gammel til denne gruppe, selvom jeg ihærdigt forsøgte at forklare at jeg jo var studerende og kunne hjælpe med afholdelsen, og absolut ikke skulle vurderes som ’en af pigerne’, men uden held. Centeret søger også at lære de unge nogle IGA (=Incomming generating activites). Det kan være at lave perler, så som halskæder, armbånd, øreringe og andre ting der kan sælges. 2 frisørdukker har stedet også hvor pigerne kan øve sig i at flette hår, så de kan tjene lidt penge hist og her i stedet for at tjene dem på prostitution, som nogle tyer til. Da ressourcerne var små og der ikke blev tildelt nogle økonomiske ressourcer til dette, var det dog desværre ikke så udviklende for pigerne. Ideen var rigtig fin og kan sagtens forbedres kraftigt med små penge (i vor øjne), men det kræves at der kommer en udefra og underviser i nye metoder – og mit bud er at pigerne ville strømme til, for at få viden større muligheder for at skaffe penge ind på et smule højere og mere seriøst plan.
De unge kan til enhver tid også smutte ind i et af bibliotekerne, der har fået doneret bøger nok til mange fulde universitetsuddannelser. Konceptet er dog noget anderledes end vi kender det, for det er ikke muligt at låne bøgerne med hjem, men kun anvende dem på stedet. Dette skyldes at stedet er overbevist om ikke at få materialet tilbage hvis det er til udlåns. Nogle unge, der ikke selv kan betale for bøgerne, kommer derfor tidlig om morgenen, hvor de sætter sig og læser eller løser opgaver helt fra åbning til luk – kan være 10timer.
Afslutningsvis var jeg med til en 3dages Women Festival, kaldet Sawa sawa. Her blev emner som voldtægt, IGA, internet i buisness forbindelse, lederskab og korruption taget op – hvilket skulle forsøge at Impower de ca. 200 tilstedeværende kvinder.

Opsummerende kan man sige at jeg har lært mere omkring og af dette ophold:
– Oplysningsarbejde
– Trænet form for borgerkontakt med unge
– Tænkt over hvordan man skal agere med de unge /jævnaldrene med mig selv (skal tæt på, men ikke opfattes som en af de unge).
– Tanker omkring menneskesyn(et) og egen påvirkning af klienterne (Siges åbenlyst af min leder og mens alle er der ”pas på din tlf, pas på nøgler (…), ikke alle er gode mennesker” ”Nogle herinde stjæler” – kan ske selvopfyldende profetier, hvis man behandler på denne måde. Til trods for jeg faktisk glemte min pung i lokalet og gik ud og snakkede, hvor den var efterladt i godt 10-15min, lå den fint tilbage da jeg kom ind igen til trods for ”rummet var fyldt med tyve” som min leder jo havde fortalt mig).
– Øvet at modtage svære historier.
– Kommunikation.
– Overværede og deltog i forskellige programmer så som Life Skills.

Alt i alt synes jeg at jeg har fået meget ud af mit ophold. Jeg kunne måske have ønsket noget mere aktivt socialt arbejde, hvor jeg i stedet har observeret mere, men som det også fremgår ovenfor, synes jeg bestemt at jeg har lært en masse andre ting og har udviklet mig på flere måder. Mit ophold har klart været præget af at jeg er dansk og kommer fra et rigt land hvor vi er selvstændige og har mulighed for at handle på uretfærdigheder og sige chefen imod. Især i Kicoshep stod jeg i nogle dilemmaer omkring dette. At se på at medarbejderne knokler løs, hvor nogen af dem ikke ser skyggen af ’lønseddel’ eller overholdelse af de aftaler der er blevet indgået, var meget svært. Medarbejderne arbejder uhyggelig mange timer og får de besked på at de skal arbejde måde dag og nat den næste uge frem, gør de det uden modsigelser i frygt for at blive fyret. Hvis det blot var sådan, fordi alle havde det skidt ville jeg bedre kunne acceptere det, men i toppen sidder nogen og nyder godt af de penge der burde være gået til flere projekter, medarbejderne og ressourcer. Det endte med at jeg enten ville kaste op eller sige op, så gjorde det sidste. Derudover var det meget svært at affinde mig med de metoder der blev anvendt på stor set alle skolerne, nemlig afstraffelse.

Baggrund for arbejdet i organisationerne

Kenyansk menneskesyn
Mennesket er ansvarlig og alene aktør for sine handlinger. Der tænkes ikke i psykologiske overvejelser og vedkommendes baggrund, i stedet stilles man til fuldt ud til regn for éns handlinger som det anses, at man selv kan kontrollere.

Opvækstvilkår tænkes der ikke meget i, som de siger: ”Nogle bliver gode mennesker, andre bliver dårlige. Det er op til en selv hvordan man håndterer sin situation”. Det kommer f.eks. til udtryk ved at en tyv er en tyv, i greje tilfælde om så der bliver stjålet en banan. Ser man forundret ud, kommer de gerne med eksempler som Obama, der jo er kenyansk og boede i en lille hytte med sin bedstemor og nu er en af verdens mest indflydelsesrige mænd.

Resultat af menneskesynet
Et syn på mennesket som dette, gør at man bør straffes for sine handlinger, som man jo selv er herre over. Tyveri behandles ved at vagter eller de omkringværende simpelthen slår og tæsker vedkommende. Dette sker helt impulsivt og som var det, det mest naturlige i hele verden. I et stort indkøbscenter så nogle af os danske studerende en mand blive sparket og slået af vagterne, også efter han var faldet jamrende til jorden, og hvor tilfældige på gangen da gerne sprang hen og gav en hånd med. I slummen er det især slemt, da mange mennesker rent faktisk bliver slået ihjel med sten der slås imod deres hoved. En af disse sager der ender med flydende blod og død på åben gade, var som nævnt ovenfor pga. at sulten mand tyede til at stjæle en banan – der blev her blot set at han var en tyv og ikke taget højde for vilkår eller andet, straffes skulle han.

Menneskesynets betydning for det sociale arbejde
At man selv står det ansvar for eget liv, betyder at langt de fleste arbejdsformer og organisationer er sådan opbygget, at den hjælpesøgende selv skal opsøge hjælpe. Der findes visse projekter omhandlende børn, der er opsøgende arbejde, hvor socialarbejdere tager ud og forsøger at finde disse på gaden, men ud over indenfor børneområdet er det fåtallet af projekter der er sådan opbygget. Man må derfor henvende sig hvis man ønsker hjælp. Finder socialarbejderen ikke at den hjælpetrængende ikke gider hårdt nok selv, bliver vedkommende opgivet. Det er jo blot en ud af så uendelige mange, da vil man hellere hjælpe nogle andre.

Everyday life

Miljø & kultur. Problemstillinger i samfundet. 

Kenya er et land hvor korruptionen styrer med hård hånd, klasseskællet er abnormt og penge er et ord på alles læber hvad end det er fordi man mangler dem til at brødføde familien, eller fordi man grisk ønsker flere, flere, flere. Et eksempel på klasseskællet ses f.eks. ved at politikerne tjener månedligt 2.000.000ksh (for en kenyaner er priserne stort set 1 til 1, det vil altså sige at det for dem er 2mio kroner), mens den almene kenyaner fra getho-områderne, vagten, stuepigen, buschafføren, tjener omkring 5000ksh månedligt. Langt de fleste kenyanere bor i disse villages eller getho/slumområder hvor familier af store antal, lever samlet i et enkelt, eller for de privilegeredes vedkommende, to rum. Far, mor (hvis man da er så heldig at have begge forældre), samt en stor børneflok og måske en onkel eller lignende, bor alle under et (blik)tag. Alkoholisme er et velkendt fænomen da et stort antal af mændene drikker. Der ses et bestemt mønster hvor de enten drikker til sent om aftenen og derefter kommer hjem og råber måske endda slår konen, og andre ikke kommer hjem i nogle dage af gangen. Heftige hjemmebryggede sager er det der drikkes (noget lignende brændevin), så folk dratter om midt på gaden hvor de ligger til langt op på dagen, andre falder i store huller der graves til skrald eller riste i vejkante (hvor selve risten sjæles, da jernet kan sælges til en god pris) osv. Pga. dette store alkoholforbrug er volden mod kvinder også stor, mens anmeldelserne små. Kvinderne har mulighed for at gå til et såkaldt ’women hospital’, hvor sager som incest, voldtægter og voldsofre behandles. Begrebet krisecenter er dog ukendt her, er dog blevet fortalt at der skulle være et enkelt af disse, startet af en dansker. Dette vil jeg tro er en af grundene til det lave anmeldelsestal, men den primære grund er at kvinderne ikke kan forlade deres mænd. 1) Kristendommen ses overalt og befolkningen er stærkt troende, så en skilsmisse bliver der set stærkt ned på. 2) En kvinde giftes ind i en familie, og derefter er det hans (families) ansvar at være forsørger for denne kvinde. Det er derfor traditionen at kvinden flytter med manden ved et ægteskab og hun afhænger derefter af hans indkomst. Skulle en kvinde imod tradition og kultur forlade sin ægtemand, har hun gerne muligheden af flytte hjem til sine forældre. Eftersom børn (nyt liv) anses for at være guds gave til mennesket, har mange et højt antal uanset om de har råd til at brødføde dem eller ej. Især i slummen er antallene ekstreme, har stødt på børneflokke af 20, mere almindeligt er det dog med 8-12stykker. Kvinden vil derfor ikke være særlig godt stillet med (højst sandsynligt) et par børn hun skal betale mad, tøj og skolepenge til, måske uden eller med et lille betalt job.

Billedet i slummen tegner sig videre når man går langs de beskidte gader, nogle smallere end andre, hvor skralleposerne med indhold man ikke ønsker at vide hvad er og andet møg bunker sig overalt, dyr render frit så som høns, katte, hunde, geder, sommetider køer, gæs og får, og børnene sendes ud at lege med nabolagets unger, mere eller mindre så snart de kan gå. Når du står i sådan en gade strækker blik og kolortehusene på hver side sig så langt som øjet rækker. Små butikker sælger alt hvad livet i slummen kræver, men især saloner og ’hoteller’ går igen. Hotel er af anden betydning end vi kender den, det er her en lille cafe hvor man kan få et billigt måltid eller en kop te. De der er indehavere af disse bikse hører til de ”heldige”, da det er en dyr fornøjelse at åben disse. Mange ønsker og drømmer om at have en shop som disse, man aner ikke hvorfra de skal få startkapitalet fra. Dette kan lyde som den helt store elendighed, men hvad skal nævnes er, at mange mennesker i slummen faktisk er utrolig taknemmelige og livsglade mennesker. Langs gader er der med mellemrum kæmpe højtalerne der spiller glad og kærlighedsmusik og hoppende numser rundt i hjørnerne. Kristendommen hjælper mange i at holde fast i livet og putte surviver-brillerne på; ”Jeg skal nok komme igennem det, dette er blot en testelse fra guds side”. De er lykkelige for livet i sig selv og værdsætter hver dag de åbner øjnene. Det er faktisk en utrolig lærerig oplevelse blot at befinde sig der, fornemme stemningen og snuse alle indtrykkene til sig. Selvfølgelig er livet hårdt her under alle omstændigheder. Under en længere samtale fortalte en ung pige fra slumområdet Dagoretti fortalte hun hvorledes hendes far havde forladt familien mange år tilbage af en stadig uvis grund. Måske han mødte en yngre model, måske han havde fået nok af familielivet, det vides ikke. De 5søskende og moderen har efterfølgende ikke haft nogen som helst kontakt til ham, men hun synes at have groet en hård skal, og udtaler bl.a. ”It doesn’t matter, I don’t care anymore. We’ll make it without him. I’m a surviver”. Det første stykke tid gik udmærket, moderen havde en lille forretning hvor hun syede tøj efter bestillinger, og skolepenge og andet var der nok til. I 2007 vendte den nye medvind dog. Efter svindel under et folkevalg, og den forkerte præsident blev valgt via korruption, forsvandt alt hvad der kunne minde om ro i gaderne. Kaos slap løs. Den nyvalgte præsident var af stammen kikuyu, så hårdt gik det ud over denne stamme der blev nedslagtet på åben gade med store manchet lignende sværd. Værre og værre historier hører man dagligt, om bevæbnede mænd der er gået fra dør til dør og opsøgt kikuyuerne for enten af hårdt såre eller nedslagte dem, eller busser der tilfældigt blev stoppet af gadeblokeringer, kikuyuerne hevet ud og spredtet op. Flere tusinde døde. Blod og had flød, indtil tingene omsider kom tilbage til nogenlunde fredefulde tilstand bl.a. ved Kofi Hanan’s besøg af landet. Under disse strabasser blev alle moderens maskiner stjålet og hendes forretning var ødelagt. I dag er pigen nødsaget til at hjælpe moderen med at vaske tøj rundt omkring og på daglig basis forsøge at skaffe mad til de mindre børn. Skole er der ikke længere råd til, og hun blev nødt til at droppe ud af skolen et år før afgangsklassen. Lillebroderen er løbet væk hjemmefra og lever nu et liv på gader. Hun kender til området, men ser ham sjældent. Hun forklarer at han gjorde det pga. der ikke var mad nok til alle og de somme tider er nødt til at gå i seng med rumlende hule maver. Nu skaffer han selv maden og lever sammen med andre unge med samme baggrund. På gaden er det normalt at der bliver sniffet lim for at holde varmen. Især i vintermånederne (vores sommer) kan temperaturerne være ret lave om natten. Hver nat man bevæger sig ud, ser man (hovedsagligt) drenge i meget laset og beskidt tøj, nogle på bare fødder, gå rundt på gaden og tigge om penge: ”Please mrs. I’m hungry”. Forleden mødte jeg 3 små drenge omkring 12år, der havde gået fra en by kaldet Nakuru og Nairobi (afstand 2timers kørsel med bil). Dette havde taget de små ben 3dage, hvor de hver nat havde overnattet i et storcenter, stået op kl 5 om morgenen og forsat dagens rejse. Omsider nåede de deres mål, og en NGO havde heldigvis fundet dem slentre rundt på gaden. De er derfor nu på et såkaldt ”Half way home” hvor de har været i 1 måned. Her arbejdes der på at få drengene integreret i hjemmet igen og med de komplikationer der kan være heromkring. Den enes årsag til at have forladt hjemmet var at hans mor havde fået en ny mand, der tilsyneladende ikke brød sig om ham og den anden vej rundt. Alle drenge ønskede stærkt at gå i skole, men ikke det samme sted de kom fra. En anden dreng på hjemmet var kommet helt fra Tanzania, hvor han havde spinket og sparet til han til sidst en tilfældig hverdag, havde nok til en busbillet til Nairobi. Sådan er der mange skæbner der popper op overalt og behovet for hjælp er abnormt.

Samtidig er stor gruppe også brudt ud via uddannelse. Disse lever i villa huse og lejligheder og skaber rammen om selve Nairobi by. Der er her tale om ingeniører, arkitekter, læger, advokater m.m. Kommer man fra en familie som disse er der et højt pres hvad uddannelse angår. Næsten alt hvad der hedder universitets-uddannelse foregår udenfor Kenya (hvoraf de bedste forbindelser er til Australien, US og UK, hvor de fleste derfor vælger at tage dem). Forældrene betaler gerne for deres børns ophold og skole, men valget skal gerne ligge på noget af det nævnte overstående. En god ven fortalte f.eks. hvordan et uddannelsesskift fra ingeniør til en dygtig og højtlønnet businessmand havde ført til dyb skuffelse fra faderens side, der derefter ikke rigtig engagerede sig i hans liv over en længere periode. Betingelserne lyder gerne på at forældrene betaler ophold så længe den unge går på den rette skole. Gøres dette ikke, er det ud at skaffe til føden og en lejlighed selv. I denne gruppe er det normalt at ligge på omkring 100.000ksh blandt de unge efter færdig endt uddannelse og et godt job er fundet. Man kan med andre ord sige at der er arkitekten og dennes stuepigen (hvilket stort set alle med lidt penge har), bankassistenten og dennes salonist, advokaten og dennes gartner /vagt /skopudser osv.

 

Socialrådgiver i Kenya

Som forventet er socialrådgiver uddannelsen her i Kenya en del anderledes end i Danmark. Af åbenlyse forskelle er varighed af uddannelsen og titlen. Derudover er der en markant forskel på fagområdet og måden hvorpå selve arbejdet udføres. Jeg vil her komme nærmere ind på disse forskelle.

Socialrådgiver uddannelsen har i Danmark en varighed af 3 ½ år, hvilket er 2 ½ år på skolebænken, ½ års praktik og afsluttende ½ års bachelor. I Kenya tager samme uddannelse kun 2×6 måneders teori og 3måneder i fielden med en tilhørende afsluttende opgave. Altså alt i alt kun 1 år og 3 måneder. Titlen er som nævnt også en åbenlys forskel, da ’socialrådgiver’ er hvad det kaldes i DK, men det her kaldes ’social worker’, altså social arbejder. Dette leder til en dybere og mere grundlæggende forskel; synet på fagområdet og beskrivelsen heraf.

Syn på Socialt arbejde i DK

En socialrådgiver i DK skal via sit arbejde gerne kunne forbedre eller stabilisere et enkeltindivid, en gruppe (så som en familie, en bande el.a.) eller et samfund, sidst nævnte via f.eks. foredrag. Der fokuseres på udsatte individer /grupper og arbejdes hen imod at vedkommende på sigt kan klare sig på egen hånd uden økonomisk støtte fra staten. Af områder kan nævnes: Arbejdsløse, stofmisbrugere, kriminelle, voldsofre, psykisk syge m.m. Der er ofte gerne tale om at hjælpe vedkommende fra a til b – en ung kriminel skal guides ud af dette, alkoholikeren skal gerne ud af sit misbrug, den arbejdsløse i arbejde osv. Man arbejder indenfor et bestemt indskrænket område, så som ’familie og børn’ afdelingen på en kommune. Vi ender dermed op som specialister indenfor et område – dog med en vis generalistisk tilgang, da man har haft om andre områder i uddannelse.

Syn på Socialt arbejde i Kenya

Af arbejdsområder her i Kenya er et af de aller største områder HIV/AIDS eftersom smitteniveauet er så højt. Derudover arbejdes der med fattigdom, kriminalitet, alkoholisme, menneskerettigheder (herunder især kvindes rettigheder, der anses for laverestående end mænd), prostitution m.m.

Grænserne sløres ud:

I den tid jeg har været i forbindelse med socialt arbejde her i Kenya, er jeg blevet mere og mere opmærksom på i hvor høj grad grænserne er sløret ud. Allerede i en samtale med en socialrådgiver på mit første arbejde (Kicoshep) forklarede jeg hvordan grænserne i DK er meget klare mellem faggrupperne. Falder en borger og brækker hoften under et hjemmebesøg, må man som socialrådgiver ikke begynde at rykke på vedkommende, man skal i stedet vente på en uddannet inden for netop det område, i det man med for lidt viden ellers kan forværre skaden. Til det grinede hun og fortalte, at hun i sådan en situation skal klar til at gøre noget sundhedsfagligt og selv i første omgang behandle omgående. Alt tager lang tid hernede (African time) ikke mindst i et slumområde, så man kan derfor ikke lade patienten ligge i smerter indtil der kommer en sygeplejerske, der kan langt væk og mange timer trafikkaos borte.

Et andet eksempel på udtværingen af grænserne er fra da jeg en dag var på en skole i Kibera. Jeg faldt i snak med en studerende, hvilken fagområde spurgte jeg interesseret, ’social worker’ svarede pigen. Jeg kiggede mere nøje på pigen der sad med en stak opgavebøger foran sig og en af disse åben foran sig, som hun var i færd med at rette. Socialrådgiver studerende sagde jeg forundret og spurgte hvorfor hun da havde valgt at tage din praktik der? Jeg vil gerne være en social lærer var svaret. Netop dette med socialrådgivere arbejdende som lærere på skoler, er jeg stødt på flere gange. Efter opsigelsen hos Kicoshep, begyndte jagten på et nyt praktiksted, men mere udfordrende end som så viste det sig at være, og hvad der for mig synes at være underlige stillinger, er jeg blevet tilbudt i det jeg fortalte mit erhverv. I denne overgangsperiode fra det gamle arbejde til et nyt, var jeg rundt på adskillige organisationer og i kontakt med mange personer. Jeg snakkede f.eks. med en kvinde i spidser af en række forskellige sociale projekter, en socialrådgiver der efter en uddybende samtale hvor jeg gav en udspecificeret forklaring af hvad jeg ønskede at arbejde med, burde være nogenlunde grejet ind på hvad jeg søgte. Kvinden sad eftertænksom et øjeblik og tilbød mig herefter et job på en skole i slummen hvor jeg kunne undervise. Her er en klar forskel fra vores perspektiv derhjemme, da dette ikke ville blive anset som socialt arbejde men en lærers område. Det afhænger selvfølgelige af hvad der undervises i (enkelte sociale fag er der så som life skills) og i hvilken forbindelse man sættes til børnene, men dette hun tilbød mig var en ganske almindelig lærerstilling blot i slummen. At undervise på skoler i slummen er jeg blevet tilbudt over flere omgange. Jeg har her pænt takket nej tak i og med at jeg ikke er lærer. Forklaringen herpå er, at deres syn er på socialt arbejde er at arbejde i et belastet community, på at forbedre dette. For er gøre forskellen endnu mere klar kan man sige at det er socialt arbejde at opstarte et børnehjem, drive alt det bagvedliggende, ordne børnenes papirer, adoptionssager osv, men ikke blot at passe børnene, hvilket derhjemme vil blive anset som pædagogisk arbejde. Her er der ikke den store forskel. Som social arbejder her i Kenya er man altså mere generalist, der kan varetage utrolig mange forskellige områder.

Uddannelsesplan

Jeg har fundet det problematisk at skrive denne blog, da vores situation i organisationen ikke var været optimal. Opsigelsen er netop blevet afleveret, samarbejdet med Kicoshep afsluttet og jagten på en ny praktikplads begyndt. Af den grund er denne blog bygget på generelle mål og ikke hvad jeg specifikt ønsker at få ud af en konkret organisation.

I min tidligere organisation udførte jeg visse forskellige arbejdsopgaver. Daglig rengøring af klinikken stod morgenen ofte på, som det første. Op ad dagen gik medarbejderne i forskellige retninger, nogle i fielden, andre blev på klinikken. I den måned jeg har fulgt dette arbejde, har jeg derfor gjort begge. De dage jeg forblev på klinikken sorterede jeg medicin og ind i mellem sad jeg også i receptionen. I marken tilbragte jeg nogle dage på Kicosheps skole, var på dør til dør VCT (testning og rådgivning), havde et enkelt patientbesøg i hjemmet, overvågede nogle grupper herunder en støttegruppe for unge smittede under 30 samt smittede forældre. Jeg har desuden undervist i IGA (Income Generating Activitis), uddelt gratis kondomer samt demonstreret anvendelsen af disse i slummen. Min sidst udførte opgave var at se til en enkelt patient, vores sygeplejerske studerende fik indlagt. Der var egentlig ikke meget socialfagligt i det, men nogle overnatninger blev det til som støtte til samme studerende. Derudover var der hver mandag rapportering, hvor de der kunne blandt medarbejderne kom til klinikken og fortalte om forrige uge, samt planlagt hvordan den kommende uge skulle forløbe. Fredage var papirdage hvor den ugentlige rapport skulle skrives. Da dette ophold som nævnt er afsluttet, er der i jagten på et nyt sted bl.a. et børnehjem for efterladte børn og SOS børnebyerne i kikkerten.

I løbet af denne praktik ønsker jeg at få trænet teori og læring samt det at gøre sig socialfaglige overvejelser, bl.a. kommunikation og herunder non verbal kommunikation. Dette kan bl.a. ske i gennem direkte borgerkontakt. Som nævnt i en tidligere blog, er det også vigtigt at lære at holde en vis professionel distance, og ikke putte problemerne lige ned i egen mave og tage dem til sig. Især i disse omgivelser kan det være ekstra vigtigt (om end meget svært) ikke at tage tankerne omkring alle de hårde og urimelige forhold med hjem og forvandle dem til tårer ved natbordet. Det er en hårfin balance der skal afvejes for man skal heller ikke synes distanceret af de borgere man har med at gøre. På den anden side vil jeg også gerne så tæt på miljø og befolkning som muligt og føle, mærke og se problemerne. Ved at komme tættere på, tror jeg der er bedre mulighed for at opnå større forståelse for individerne, og hvem ved, måske en anden måde at tænke på.

Et mål jeg har, er at få trænet den direkte borgerkontakt og kunne være forholdsvis sikker på eget udtryk, signaler og faglighed i denne. Det sagt kræver den direkte kontakt en vis viden omkring samfundet og kulturen; Ens påklædning, er der ting der anses som uhøfligt, noget som vi finder uhøftigt som ikke er det her, sprog, som sagt kulturen, hvordan hilser man osv. (f.eks. skal man altid straks efter en hilsen sige spørge hvordan det går, altså ”how are you” med svaret ”I’m fine, and you?”). Via denne kontakt får man også trænet en ikke fordømmende håndteringen af forskellige socialt udsatte grupper, f.eks. alkoholikere, hjemløse, prostituerede og andet. Desuden er det et mål at lære at kunne helhedsse og derved se på hvilken måde man på bedst vis hjælper klienten. Den første indskydelse er ikke nødvendigvis den rette blot fordi det hjalp en anden i en lignende situation. Små bagateller og detaljer kan være med til at gøre vedkommendes situation langt mere kompliceret end som så. Et andet mål jeg har, er at se det virkelige billede af samfundet og Afrika, altså ikke blot se hvad man finder behageligt og derefter kravle tilbage i sin luksus lejlighed. For at kunne hjælpe bedst muligt, er det nødvendigt at vide hvilket niveau og omfang problemet er.

At kunne ovenstående, kræver hjælp fra nogle organisationer, da man eksempelvis ikke bare kan spadsere ud i slummen på egen hånd og begynde at tale frit med alle og enhver. Derfor bidrager mit sociale arbejde i stort grad til at mine mål kan blive opfyldt. Den social faglige tilgang gør at der kan man stilles andre og dybere spørgsmål i forsøget på at helhedsse, hvis det altså vel og mærket er relevant for sagens forløb, eksempelvis spørgsmål til klientens situation, økonomi, familieforhold, boligsituation o.l. Desuden skaber samarbejdet med en organisation mulighed for at se steder jeg ellers ikke ville kunne, så som dybt i slummen, klienternes hjem, grupper af smittede forældre osv. Dette er godt i forsøget på at se det virkelige billede.

Det er vigtigt at jeg får sat mig selv i visse situationer for at opnå disse mål. For det første skal jeg ud i blandt folk, ud i fielden og samtale med folk. For at se det sande billede kræver det desuden at man udsætter sig selv for nogle ubehagelige syn og står ved i situationer hvor man har lyst til at vende rundt og søge mod døren. Et eksempel herpå er da vi var på hjemmebesøg hos en svært tilredt patient. Vedkommende havde grundet kræft fået fjernet sit ene bryst, hvilket tydeligvis ikke var gjort på den korrekte sundhedsfaglige måde. Et kæmpe sår på 15x15cm var svært betændt og hele hendes ene side af kroppen var opsvulmet til uhyggelig størrelse. Så snart sundhedspersonalet trådte ind til hende, vendte en af dem rundt og sagde at det var et ubehageligt syn, jeg nok ikke skulle se. Hendes sår lugtede og den bagede varme i det lille blikskur indbød til at få alt til at vende sig i kroppen på én. Alligevel er jeg glad for at jeg gjorde dette, da jeg fik en masse information omkring sundhedsvæsenet og hvordan hospitalet der opererede hende, nu ikke vil tage hende ind igen, formentlig pga. den fejl de har lavet. Jeg har også efterspurgt at komme ud og se et offenligt hospital, hvor det er normalt at folk ligger og sulter foran sundhedspersonalet uden at der gøres noget. Systemet fungere sådan, at har man ikke penge til andet, så bliver ens medicin og mad sat ved siden af en, og dernæst er det selv op til én at tage den.  Er man for syg og svækket og derfor ikke kan tage den, bliver den afhentet senere på dagen. Derfor er stuerne fyldt op med utrolig syge og udmagrede patienter. Andre af de studerende ønsker ikke at se dette, da det vil være et for hårdt syn, men jeg ønsker som sagt at se det sande billede.

I processen med at komme tættere på befolkningen, kulturen, landet støder man på visse indstillinger der ikke stemmer overens med egne holdninger. Af eksempel kan nævnes tidsopfattelsen. Eftersom vi kommer fra et samfund hvor tid er sådan en stor del af os med konstant travlhed, hele tiden lige endnu en ting man skal nå, hvor stress er en folkesygdom og det siges at ’tid er penge’, kan det ved første blik, være svært at forstå hvordan et samfund kan hænge sammen på anden vis. I starten fik ’African time’ nakkehårene til at stritte på nogen og sige hvorfor de ikke kunne tage sig sammen. For mig gjorde denne tidsopfattelse ikke så meget i fritiden, da jeg selv har lidt af det i blodet, men på arbejdet kunne /kan jeg somme tider have svært ved det. Et eksempel herpå er hvis der siges at der lige skal holdes et hurtigt, kort briefing møde på 15min., og det 2 timer senere ikke er afsluttet. Når alting trækkes så meget ud, kan mange ting godt blive gentaget op til mange gange. Selvom man pænt forsøger at sige at man fint har forstået og man godt kan gå videre, siges tingene alligevel lige endnu en eller to gange på andre måder. Der er flere muligheder at håndtere det på, men den bedste er nok bare at tage det op og snakke om det i stedet for at lade sig irritere hver eneste gang, men samtidig må man også respektere at det er den måde de arbejder på hernede.

Derudover har jeg svært ved at acceptere de fleste (hårdtarbejdende menneskers) arbejdsforhold. Det ses mange steder at folk bor på arbejdet, da de mere eller mindre skal stå til rådighed 24timer i døgnet. Af folk der bor på jobbet er jeg f.eks. stødt på de 2 ansatte på en Bed & Breakfast vi i kort periode boede på, der kun havde fri søndag til at gå i kirke. På et børnehjem vi besøgte, boede børnene i familiegrupper á 10-19, hvor der til hver gruppe hørte en ’mor’ der var der døgnet rundt. ’Moren’ der boede i familiegruppen, lavede mad, sov der og alt i alt fungerede mere eller mindre som en rigtig mor, havde fri 5 sammenhængene dage om måneden, hvor en ’tante’ i stedet trådte til. Som jeg ser (so far) gør det, at de ikke mulighed for at have en familie, hvilket ellers er noget af det højst prioriterede hernede. Vi er for kort tid siden flyttet, men fra altanen af vores tidligere lejlighed, kunne vi følge med i livet som portner i nabohuset. Den lille og spinkle mand boede under plastik og blik som dannede et utrolig lille skur i hækken, endda mindre end i slummen. En aften hvor regnen var ekstra slem og tvang folk inden døre, søgte han læ under et halvtag af huset. Inden 5min var gået, kom ejeren ud og fortalte med en vred stemme at han skulle gå tilbage til skuret og den ydmyge mand løb gennem regnen over til sine få, gennemsølede ejendele. Set med vestlige øjne grænser det jo næsten op til slaveri. Manden har selvfølgelig valget at sige op, men hvor skal han da gå hen? Der er rift om jobbene og arbejdsløsheden er høj. Selvom dette var et af de værre eksempler, lever mange ganske almindeligt middelklasse ansatte, under samme regler; Indordn dig, eller bliver fyret. Dvs. at de stort set ingen rettigheder har. Eftersom folk er bange for at blive fyret, er der ingen der tør gå imod chefen og altså bliver hans/hendes ord lov -andet kunne da også let resultere i en fyring. Man chokeres hver gang man hører deres løn, f.eks. fik stuepigerne i Bed & Breakfasten 2000shilling om måneden, hvilket svarer til ca. 140kr. Hvis man ikke skal forfærdes konstant, er det her nødvendigt at pille lidt Europa af og prøve at se det i forhold til konteksten her. I den tidligere lejlighed havde vi en diskussion om vi skulle hyre en rengøringshjælp. I forhold til europæiske priser, følte vi os næsten svinske at have en der rente og knoklede for os, for et meget lille beløb. Vi diskuterede det frem og tilbage, da nogen sagde mente det var udnyttelse. Endte op med at vi kom frem til, at hvis vi sørgede for gode arbejdsforhold og vedkommende gik tilfreds fra vores bolig, ville vi sådan set give et arbejde og i forhold til kenyanske priser, et faktisk ret godt betalt job.

For at forstå den socialpolitiske sammenhæng vi færdes i her i Kenya, er man nødsaget til at overveje (eller genoverveje) sin holdning til social arv. Emnet man knap nok kan tænde for tv’et uden nævnes, emnet som er blevet diskuteret om og om igen. Jeg må indrømme at jeg stilede mig hen i mod den mere kritiske side og var blandt de der mente at for stor fokus på dette, ville trække nogen med ned, da man i så fald ville få lagt folk i kasser. Det er klart at man påvirkes af hvilket miljø og primærgruppe man færdes i, men at forældres adfærd skulle være lig med hvordan børnene ender op (forældre med misbrug og på kontanthjælp = barnet bliver ligesådan), er et for negativt syn til mig. Har man den tilgang til klienterne, da er det også let at slække lidt på kravene overfor visse grupper, hvilket i mine øjne nemt vil medføre en selvopfyldende profeti. Fact’et at langt de fleste der lever under hårde opvækstvilkår, alligevel ender med at klare sig bedre end forældrene, har også bidraget til denne holdning.

En kritisk holdning som min, bliver sat på prøve et sted som dette, hvor folk fødes ind i ekstrem fattigdom og ikke ejer andet end livet og deres lyse sind. Jeg må konstatere at min holdning har været lettere at pleje derhjemme i den kolde nord. Det er svært at se sig uden om at det spiller en enorm rolle hvilket område og familie man fødes ind i her. Som en socialrådgiver fortalte mig angående slummen: Hele familien drikker, børnene tager ofte til 7.-8. klasse (få læser videre) ellers begynder de selv at drikke, bliver gift med en der også drikker osv. En livsstil kaldte hun det.

Kicoshep

Kibera Community Self Help Programmes

En halvtimes kørsel fra Nairobis snørklede gader, præget af dyttende biler der ikke holder sig tilbage med konstant at skære ind foran hinanden samt mylder af liv på gaden, og man befinder sig i et lille indhegnet grønt område et stykke udenfor centrum. Dette er Kicosheps hovedkvarter, der består af 2 blå/hvide bygninger, hvoraf den ene er to plan. Det grønne areal strækker sig dog ikke længere end til gaten, der dagligt bevogtes af en vagt. På den anden side af denne gate er slumområdet City Carton; Et tæt beboet område bestående af ufattigt små huse (/skure), bygget af enten kolort eller blik. Kicoshep har flere faglige grene ude i arbejdet med HIV smittede og berørte; Et socialfagligt aspekt samt et sundhedsfagligt. Personalet består derfor både af socialrådgivere og sygeplejersker og bygningerne huser både kontorer og mødelokaler samt en sundhedsklinik hvor der tilbydes gratis testning og rådgivning. Rådgivningen består f.eks. af ”family planning” hvor der for nogle åbnes en ny verden omkring at man kan styre hvornår der ønskes graviditet via p-piller, kondom og andre præventioner. Adskillige andre emner kan berøres til en sådan rådgivning, her kan nævnes: Hvordan et liv som smittet kan undgås/forbedres, incest, prostitution, hvilke tiltag der kan gøres for at en gravid kvinde ikke videreføre sygdommen til det endnu ufødte barn osv. Organisationen har også andre afdelinger, f.eks. i slumområdet Kibera. I løbet af vores 4 måneders forløb her i Kenya, er det planen at vi skal rundt og følge så mange af Kicoshep afdelinger og projekter som muligt, hvor det vel og mærket er sikkert for os at færdes. Indtil videre har vi på dog kun beskæftiget os med 4 områder: Hovedkontoret og slummen omkring der, City Carten, et andet slumområde 25min gang fra hovedkontoret, kaldet Mitumba, Kicosheps skole i Kibera samt et Youth Centeret også i Kibera, hvor der udføres oplysningsarbejde via små foredrag for mindre grupper.

Kicoshep er en nu 20årig gammel organisation, hvis vision er et AIDS-frit miljø, ved at stabilisere miljøer så de har kapacitet til at håndtere HIV/AIDS med en positiv tilgang og adfærd. Deres mission er at skabe fokus på AIDS gennem kreativ og passende innovationer. Målgruppen er overordnet fattige, men der rettes særlig opmærksom imod forældreløse, folk der selv lever med AIDS, unge og andre der er berørte af det. De har opsat 7 langsigtede mål til at opnå dette af nogle af disse kan nævnes mere uddannelse, mindske en række dødelige sygdomme og udrydde ekstrem hungersnød (se alle på billede). Via disse mål ser det ud til at have den samfundsmæssige betydning at de har succes med at skabe større fokus omkring emnet HIV/AIDS. Dette gøres f.eks. ved at gå ud i samfundet og dele gratis kondomer ud. Der er behov for at sundhedspersonalet demonstrer hvordan et kondom bruges, da deres viden omkring det er så lav. Nogle er fuldstændig afvisende, andre kigger den anden vej og finder det pinligt men bliver alligevel stående og lytter med et halvt øre. Gennem et sådant møde er der samtidig mulighed for at skabe en vis kontakt med klienterne og få et hurtigt kendskab til deres problemer samt gøre opmærksom på at der er mulighed for at komme og gratis vejledning og HIV-test. Derudover har Kicoshep eftersigende været med til at få AIDS niveauet i Kenya til at falde. Mange tusinde testes årligt og får viden omkring deres status og uanset resultatet, får alle testede en passende vejledning (enten hvorvidt en ikke smittet bibeholder dette resultat, palliativ rådgivning eller andet). Mange ønsker dog ikke at blive testet og foretrækker at leve i uvidenhed, i frygt for svaret. Rådgivning ønskes for mange heller ikke med mindre de betaltes for det. Dette skyldes at det koster dem penge at transportere sig og kommer man i stedet til dem, kræver det stadig at de lukker deres forretning eller andet job for en tid.

Kicoshep er en non govermental organisation (NGO) og hører derfor under lovgivningen herfor. Til trods for at det er en selvejet organisation, får de alligevel en vis støtte fra regeringen grundet emnet HIV, der er begyndt at komme en del mere fokus på de seneste år. For at være en NGO kræver det at man har et struktureret lederskab, er registreret, laver årlige rapporter omkring arbejdet der udføres, desuden skal det finansielle aspekt være belyst af hensyn til samarbejdspartnerne derved kan tage stilling til om de vil forsætte sponsoratet. Der er en lang række sponsorer og samarbejdspartnere f.eks. doneres kondomer i enorme mængder. Af nogle af samarbejdspartnerne kan nævnes: Irrap og NACC- National AIDS, Pepfar Found, Towa (en form for kommunal støtte), Control Council, Comic Relief, Well Wishers og World Food Program. Sidst nævnte der ellers donerede mad til børnene på Kicosheps skole, har nu stoppet samarbejdet (af årsager vi studerende ikke er bekendt med). Tidligere var det helt gratis for børnene at gå i skolen, men den ophørte donation, har resulteret i en forældrebetaling til børnenes mad til skoledagen, der lyder på 6:30-17.15. Beløbet for et stort måltid frokost og noget frugt i løbet af dagen, lyder på 50shilling (ca. 3,5 kr.). Da jeg via noget optællingsarbejde, blev bekendt med hvor stor en almen børneflok lyder på (ikke ualmindeligt med 5-8 børn, stødte endda på nogle med op til 13) er det ikke overraskende, at nogle forældre har råd til at betale samtlige børns måltid. Derfor må nogle børn presse tænderne sammen og snævre maven ind, og gå den knap 11 timers lange dag uden mad.

Prepare to take-off

Beslutningen om at tage til et af verdens fattigste slumområder, Kibera i Kenya, kræver naturligvis en masse overvejelser og forberedelse. Dette er blandt andet: Hvad er det for en organisation vi skal være i? Hvilket arbejde udføres der mere præcist? Er det sikkert at tage af sted, særligt for en lyshåret pige som mig? Hvilke barrierer vil jeg komme til at stå overfor både grundet det at være hvid i et afrikansk land og i det professionelle møde med de problemramte? Hvilket udbytte vil jeg personligt, og ikke mindste fagligt, få ud af en sådan tur? Jeg vil her komme lidt nærmere ind på nogle af disse tanker, jeg har gjort inden afrejsen.

Man vil naturligvis komme til at møde en række udfordringer, fagligt så vel som personligt. Rent fagligt bliver man sat på prøve omkring kommunikations elementet. Her tænker jeg både rent sprogligt, altså om man kan udtrykke det man vil, på den rette måde, samt om man forstår hvad hinanden mener og kan følge hinandens tankegang. Tålmodighed er et must, og mange forklaringer og uddybninger vil blive nødvendigt. Dette er en af mine største bekymringer, da jeg ikke er specielt stærk i engelsk, så nogle sproglige barrierer vil jeg bestemt møde. Af faglige udfordringer vil det derudover højst sandsynligt blive problematisk at holde den professionelle distance når man får problemerne så tæt ind på livet, lever og ånder i blandt dem. Før eller siden vil det formentlig blive uundgåeligt at et par tårer trænger sig på, f.eks. i arbejdet med syge børn. Desuden skal man huske at se problemerne distanceret, bliver man for følelsesmæssigt berørt, kan man blive tilbøjelig til at hengive sig til en løsning, der giver det hurtigst synlige resultat. Dette kan f.eks. være udelukkende at give gadebørnene lidt penge eller mad. Det kan være svært for ens medmenneskelige hjerte at lade være, men på sigt hjælper det dem ikke. Man bør i stedet prøve at se mere langsigtet, og forsøge at hjælpe dem på anden vis. Sidstnævnte er både en faglig og personlig udfordring. Derudover vil jeg personligt finde det svært at være væk fra de man holder af derhjemme, og det er bestemt også det jeg vil savne mest.

Mine foreløbige mål er at komme kulturen nærmere og få indsigt i deres levemåde, livssyn, uskrevne regler m.m.. Fagligt er det et mål at få viden omkring hvordan en sådan organisation i Kenya er opbygget og få afprøvet al den læring man har med i bagagen fra de forrige 3 semestre på studiet.

I et afrikansk land, vil man som helt hvid og lyshåret pige, på ingen måde kunne undgå at skille sig ud af mængden. Det har indflydelse på risikofaktoren, der straks siger markant for at blive berøvet, overfaldet, snydt eller lignende. Afhængigt af det almene syn på hvordan hvide hjælpearbejdere er blandt afrikanerne, kan det også have en betydning for vores arbejde. De kan eksempelvis enten have et negativt ladet syn omkring ’de tåbelige hvide, der kommer og tror de kan redde verden’ eller måske den helt anden boldgade være lydhør overfor os, da de formoder vi har flere ressourcer, eller måske noget helt tredje.

Via ovenstående udfordringer håber jeg generelt at kunne forbedre mit engelsk, hvilket kan komme til gavn hvis jeg på et senere tidspunkt skal arbejde i udlandet eller med flersprogede borgere. En yderligere forventning er at få praktiseret og trænet en række faglige elementer; Kommunikationen i den direkte borgerkontakt, at møde borgeren hvor han/hun er, træne en vis professionel distance, være blandt og se de sociale problemer og uligheder osv. Da jeg er en smule tilbageholdende og genert person, håber jeg også på at kunne udvikle en større åben- og udadvendthed. Via denne træning, vil man forhåbentlig også øge en vis selvsikkerhed indenfor faget. Det ultimative ville selvfølgelig være at forbedre nogle individers levemåde, om end blot i mindre grad. Hvis blot et enkelt gadebarn hjælpes til en lysere fremtid, da er jeg fuldt tilfreds.

Obligatoriske elementer i rejsebloggen.

Tidsangivelserne skal overholdes

A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) – det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er… – den største faglige udfordring tror jeg bliver … (inddrag her dine forventninger til kulturens betydning såvel som den praksis som du forventer at møde) – den største personlige udfordring tror jeg bliver … – min største bekymring er … – Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er … – Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok… – Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket … beskriv dine foreløbige mål med opholdet, såvel faglige som kulturelle og dine forventninger til at de kan blive indfriet.

B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 2 uger) Præsentation af jeres institution, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. – hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse suppler med billeder, – hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen – hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e. lign., der beskriver institutionens overordnede formål). – er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, ”community” eller hvorfra? – er der forældrebetaling/brugerbetaling? Hvilke faggrupper arbejder i institutionen. – Normering

C: Uddannelsesplan (se praktikhåndbogen s. 14-16) (Efter 3 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig, hvad vil du gerne vide og kunne? Hvilke faglige begrundelser er der for mine mål? Hvilken viden vil du få brug for at nå dine mål? Hvordan vil jeg arbejde med mine mål? Hvordan bidrager dit sociale arbejde til dine mål? Hvilke situationer skal du sørge for at sætte dig selv i for at opnå disse mål? Har du holdninger der skal bearbejdes for at dette kan lade sig gøre? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den socialpolitiske sammenhæng og det samfund du færdes i?

D: Institutionen indsats. (efter 6 uger) – hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen – hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af socialrådgivere i Danmark – (hvilke sociale uddannelser findes der i landet) – hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? – er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger – hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte – hvilke sider af læringen lægges der vægt på – hvilke specielle træk ved sociale arbejde gør indtryk på dig – hvordan ser en typisk dag – uge ud?

E: Midtvejsstatus. (Efter 8 uger) Indlægget skal indeholde status over uddannelsespraktikkens hidtidige forløb. Desuden en beskrivelse af din hverdag, således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

F: Om kulturen. (Efter 12 uger) – hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning)? – hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? – hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det? – hvordan inddrages familierne i institutionens liv? – Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet?

G: Menneskesyn/udviklingssyn: Hvilket syn er der på brugerne/børnene – på hvilken måde er det anderledes end i Danmark? – tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på – ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem – eller at læring skabes og udvikles i relationer? Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? – noget man kan disciplineres ifht – noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?

H: Afsluttende status og bedømmelse. (Inden du forlader praktikstedet eller senest en uge efter praktikkens ophør) Hvordan præger din danske baggrund dit sociale arbejde på stedet? – Fx ud fra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? Hvilke kompetencer har du udviklet? – Hvilke nye og anderledes måde at agere på har du opdaget hos dig selv? – På hvilken måde ville du være anderledes hvis du ikke havde været i udlandspraktik? – På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? – hvorledes reagerer du i fremmede forhold – Er der noget i dit menneskesyn og samfundssyn, der evt. har ændret sig – andet.

Læg gerne billeder af dine observationer, dit forløb, dit materiale mm. Sørg for så meget dokumentation som muligt.

I: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.