Jeg startede som tidligerenævnt i organisationen Kicoshep hvor jeg efter 1 1/2måned så mig nødsaget til at stoppe pga. korruption og umenneskelig behandling af medarbejderne. Efter dette brud, gik 1 måneds lang helt stor jagt i gang efter at finde et nyt passende praktiksted for den resterende del af min praktik – dette viste sig at være en noget mere besværlig opgave end som så. Éns lyse hudfarve og skæret af ens rigdom var en stor barrierer og der blev flere steder krævet urimelige beløb. Endeligt endte jeg på en organisation arbejdende med unge, nogle misbrugere, nogle prostituerede, alle fattige og med en hård historier med sig. Her afsluttede jeg så de sidste 1 1/2måned af min praktik.
Kicoshep
I løbet af min praktik i det østafrikanske Kenya, var jeg hovedsageligt 2 steder; 1 1/2måned på hvert sted (+1måneds overgangsperiode, hvor jeg ihærdigt søgte efter et nyt sted og var rundt på adskillige forskellige organisationer). Første sted var Kicoshep, arbejdende imod HIV og AIDS. Straks arbejdet startes mødes man af en udfordring der er helt ukendt hvor vi kommer fra, nemlig tidsopfattelsen. Der er en hel anden mentalitet og alting går simpelthen bare i et andet tempo end hvad vi er vant til. Fra et aspekt er det mindre effektivt, men at medarbejdere i de vesten skal løbe hurtigere og hurtigere, tage flere og flere sager og nogle ender med at gå ned med stress, koster jo også dyrt. I hvert fald har det resulteret i at jeg nu sidder her, og er endt med at have en portion tålmodighed mere end før afrejse. Man blev jo simpelthen nødt til at arbejde sammen kollegaerne i mellem, med de forskelligheder man hver især må have, også selvom man til tider kunne tænke ”kom nu til pointen”, var det jo så i sidste ende lærerigt.
Den professionelle distance blev allerede her sat på prøve, når man for første gang skulle sætte sine ben og samtale med folk i og fra slumområder. Man faldt selvfølgelig straks langt udenfor de ekstremt ringe kår og meget fattige folk man kom i forbindelse med og den lyse hud og rigdom skinnende langt væk. Efter en tid mente jeg efterhånden selv mente at jeg var ved at falde noget mere til, og jeg nu havde bevæget mig gennem og arbejdet i slummen mange, mange gange. Borgerne så tilsyneladende stadig blot min blege hud og rigdom for navnet ’msungo’ kunne jeg ikke slikke af med (swahili for hvid). Jeg havde forventet at de ville vende sig til mig efter de havde set mig tilstrækkelig mange gange, men nej. Derfor besluttede jeg i stedet måtte skrue ned for den åbenlyse distance i mellem os – udseendet. Jeg købte mig noget genbrugstøj fra bunkerne som de fleste i slummen køber fra. Det er bunker der stammer fra tøjcontainerne vi har os herhjemme, der så bliver sendt ned, hvor folk kan købe en tilfældig stak af det, og så sælge videre til billige penge (helt ned til 10 shillings pr del = 1,5kr). Mit hår fik jeg lavet på samme maner som dem, i de aller billigste butikker. Som hun flettede den sidste fletning på mit hoved, sagde frisøren ”Så, nu ligner du jo en hel kenyaner”, og det var hun åbenbart ikke den eneste der syntes. Tilråbende faldt en hel del på nær fra nogle af de helt små børn i hjørnerne. Følte mig heller ikke længere nær så anderledes og en tilfredshed var der fra folket omkring at jeg havde ”taget deres kultur til mig”. Det gav et smil eller en lille sjov kommentar når man skulle indlede en samtale med nogle, og det er jo ikke en helt værst måde at starte en samtale med et smil fra begge parter.
Den åbenlyse distance blev derved lavere, men den følelsesmæssige skulle jeg stadig holde i ørene. Når man bliver fortalt voldsomme historier og ser skræmmende ting, kommer man da lige til at synke hårdt og ja, nogle ting ligger man da og tænker på i natlampens skær. Men det har jeg fundet faktisk også kan være i orden. Så længe det ikke er noget man går og grubler over dag ud og dag ind til at få mavepine over og billeder der vender tilbage hele tiden, så er det for mig i orden. Ikke at det er endeligt på den måde jeg vil tage til mig, men nu har jeg i hvert fald fået trænet og tænkt over min holdning til det.
I arbejdet så jeg også hvordan de strukturerede deres arbejde i form af ugentlige møder, rapporter og mønstre der skulle følges. Der var hver uge en samlingsdag (mandag) hvor medarbejderne delte deres erfaringer og udfordringer fra ugen forinden, spurgte hinanden til råds og sparede med hinaden. Derudover var fredag dagen for planlægning af ugen man gik i møde.
I sagsbehandlingen fandt jeg at der mangler lidt et led i arbejdet, da der ikke er en egentlig analyse. Man tænker i nuet og er hvilket problemer der er aktuelle og anser det ikke som noget sagsbehandleren har noget grund til at skulle vide og upassende at begynde at spørge til følelser og barndom, da det jo ikke løbes problemerne. Spørger ikke meget tilbage til før i tiden, barndommen osv., i stedet ser man som sagt på problemerne der er NU, lige i det her øjeblik og hvad man konkret kan gøre ved det, med de få (eller ingen) ressourcer der er til stedet. Det er jo en meget anden måde at tænke på i forhold til den danske, hvor man tænker meget på forebyggelse og hvad problemerne skyldes, altså årsag. Helhedssyns behandling (Selvom der ikke er helhedssyn på klienterne (i form af deres menneskesyn, hvor man forsøger at altså ikke forsøger at forstå dem i bund, så arbejdedes der med at behandles bredt). I en familie kan de f.eks. var tilknyttet Kicoshep på mange måder. Nogle børn kan være i Kicoshep skole, en forældre kan være i medicinsk behandling og samtidig også en HIV støttegruppe + de kigger på familiens økonomiske forhold; er der behov for absolut akut mad og hvordan man familien selv komme på benene og få en (større) indkomst.
Det er bare nogle eksempler på hvad jeg har set, haft med at gøre og trænet i forløbet. Jeg vil nu ridse flere ting op, men har ikke mulighed for at gå i dybden med alle punkterne.
– Rapportskrivning (hver uge)
– Træning i sparing (til de ugentlige møder)
– Oplysningsarbejde
– Tværfaglige arbejder (både socialrådgivere og sygeplejersker arbejder sammen til dagligt).
– Grænserne mellem faggrupperne sløres ud (sygeplejersker laver rådgivningsarbejde når de tester, socialarbejdere kan også arbejde som lærere, pædagoger, til tider skulle lave sundhedsfagligt arbejde m.m).
– Gjort socialfaglige overvejelser (bl.a. ang. tavshedspligt der næsten var et fremmed begreb dernede. Har et åbent mødelokale som alle skal krydse hvor der snakkes om hvem der er positive osv. Også mens klienter også er i huset. + Tanker om kommunikation og borgerinddragelse).
– Udfordret mht. lange arbejdstider, og stærk hierarkisk opbygning (tiltaler deres ledere Mr. Og Mrs. Og kan ikke sige dem imod i frygt for at blive fyret)
– Udfordret ved læringsmetoder på skolen (benytter afstraffelse)
– Trænet form for borgerkontakt med forskellige grupper af mennesker (bl.a. ved deltagelse i gruppemøder, dør til dør arbejde og ved uddeling af kondomer: unge smittede under 30, mødre med HIV og deres børn, skolebørn).
Organisations søgning
I denne tid kom jeg især tæt på og så det sande billede af problemerne som også var et af mine mål i jeg havde sat jeg mig i min uddannelsesplan. Jeg kom omkring og besøgt en hel række af organisationer, hvor jeg nogle steder gav en hånd med hvad der var, fik et kort blik af forholdene for arbejderne, borgerne, strukturen og kultur på stedet. Af forskellige organisationer jeg besøgte på denne måde er:
– Børnehjem – fuldt optaget.
– Anden HIV organisation for homoseksuelle – også fuldt.
– Offentlige hospitaler – lang række papirer krævet, alt for omfattende og tidskrævende.
– Womens hospital – 500dollers pr. person pr. måned.
– SOS børnebyerne – først ikke lukke os ind. Derefter Søren frarådede.
– Tumaini gadebørn. – Hyper kristne.
– Skoler i Kibera – Kunne kun undervise.
– Orphanes i Kibera (Hjem oven på en skole for forsømte, efterladte, mishandlede eller anden form for omsorgssvigtede) – Ikke aktivt socialt arbejde
– Børnehave /pasningsmulighed for handicappede og psykisk syge (er skamfuldt at have et sådan barn, og det bliver derfor ofte dræbt, gemt i hjemmet eller efterladt).
– Anden form for daycare – alt for dårlig trafikmæssigt, tog mange timer hver vej.
– New Life – (var der de dage, vi ikke var andre steder for at søge). Ikke aktivt socialt arbejde.
Alt i alt lærte jeg en masse om hvordan internationale organisationer og projekter drives og kører rundt.
Dagoretti Empowerment Center (også beskrivelse af stedet).
Desperat og ivrig efter et sted, efter nu en måneds søgen, fandt vi omsider et sted der gerne ville have os og så okay lovende ud, uden vi skulle betale dyre domme pga. vores hudfarve, uden vi skulle aflevere papirer fra vores præst på at vi var kristne og med hvad der så ud til ret gode forhold.
Stedet var en organisation arbejdende med unge i forskellige afstøbninger. Placeringen af denne er i Dagoretti, hvilket er en overordnet betegnelse for mange slum-områder. Udefra set kaldes alt altså Dagoretti, men så snart man træder ind, er der nærmest bydele og de forskellige opdelinger er mange. Med mine øjne bor de alle i blikskure og gadelivet ser temmelig ens ud, men forskellene er for beboerne klare – nogle områder anses for finere, mens der fx er voldsomt mange alkoholikere i andre (udtalt af beboer i Dagoretti, Kawangware).
Centeret er et regerings-projekt, der består af mange forskellige muligheder og projekter samlet på et sted. Den store indhegnede bygning er let synlig og prangende i sine fattige omgivelser. Trods der er et par andre store betonbyggerier på modsatte sine af vejen, falder blikket let mod bygningen, der står ret ene på denne vejside. Samlet under et tag er (som det også ses på kortet nedenfor):
– 2 Internetcaféer
– 2 biblioteker (et ungdoms og et universitets)
– En ungdomsklub /ungdomsprojekt
– Cafe
– Fitnesscenter
– Lokaler til udlejning
Der hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig var i youth centeret også kaldet ressource-centeret. Stedet er en form for ungdomsklub, hvor de unge kan komme og være, i stedet for at hænge på gaden. I denne klub står også 3 store reoler med gratis (donerede) foldere og brochurer om forskellige kønssygdomme, herunder Aids, misbrug og andet. Derudover er der en opsat kasse med gratis kondomer – det ses at standen ændrer sig i den, men aldrig at nogen tager fra den. Kun en enkelt medarbejder (socialrådgiver) styrer stedet, hvor der er flere hundrede unge tilknyttede – men dagligt er omkring 20unge i selve centeret. Nogle dage er der ’diskussioner’ hvor der først sættes en film omhandlende et bestemt emne (så som misbrug, vold, kriminalitet, ubeskyttet sex, aids m.v.). Møbleringen i centeret bliver omrokeret og to rækker stole placeres foran et tv (ophængt i et tykt jerngitter så det ikke er muligt at stjæle), hvor de unge får besked på at sætte dig og følge med. Bagefter tager nogle emner op og der snakkes omkring det sete. For at trække de unge til stedet anvendes forskellige metoder. For det første er det i sig selv et interessant sted bare at komme og hænge ud for en ung, hvor der mulighed for at spille pool, bruge billig internetcafe, snakke med andre unge osv. Andre metoder som de bruger, er at have nogle tomme lokaler som de lejer gratis ud til unge grupper. Lokalet deles så af flere grupper, f.eks. et teaterhold om morgenen og et dansehold efter middag. Som betaling for at leje lokalet gratis, skal de unge så til gengæld deltage i de før nævnte diskussioner. Grupperne består af en række unge, hvoraf (de fleste) ikke går i skolen og de beskæftiger sig med teateret/dansen på fuld tid og tjener penge på det. For at deltage i gruppen kræver det en optagelsesprøve til en additionen som afholdes med nogle måneders mellemrum. Grupperne laver shows for bl.a. skoler (teatergruppen tager fx hver sommer på 3måenders tourné til Mombasa kyst. Dog er det altid nervepirrende om årets budget, så kommer ind og der bliver hårdt og med mange shows i træk, for at prøve at hive pengene man selv har lagt og gerne flere hjem. Centeret stiller et anlæg til rådighed, men udover dette gives der ingen former for økonomisk støtte eller andet, til eneste tilknytning centeret har til grupperne er når de kommer til ’diskussionerne’ eller når de valgfrit kommer og hænger ud før/efter en træning. Også en fodboldbane er knyttet til stedet, udlejes på samme facon som lokalerne – ”betaling” ved deltagelse i ’diskussionerne’ og andre timer afholdt af socialrådgivere. Et ’Life skill’ hold er der, men det er anset som en pigeting, så det stort set kun er hunkøn der arrangeres disse hold for. Timerne her omhandler bl.a. ubeskyttet sex, graviditet, sex-sygdomme m.m.
Centeret der er placeret midt i nogle af de fattigste kår, med pistolerne flydende i gaderne og skud høres flere gange ugentligt om aftenen, huser også et rådgivningselement (hvilket jeg dog ikke fik set meget til trods efterspørgsel). Ofte sker det også spontant mellem f.eks. fodboldtræneren, der hiver en til side der ser lidt trist ud – i en samtale fortalte han, at han bl.a. støder på børn der er blevet smidt ud hjemmefra, hvor han så tager kontakt til forældrene og fungerer som det mæglende og rådgivende element. Flerdages udflugtsture arrangeres en gang i måneden, med forskellige alderstrin. Forsøgte at komme med på en 3 dages tur med en pigegruppe, hvor der ude i det fri bl.a. ville blive afholdt lifeskills-timer. Blev desværre anset som for gammel til denne gruppe, selvom jeg ihærdigt forsøgte at forklare at jeg jo var studerende og kunne hjælpe med afholdelsen, og absolut ikke skulle vurderes som ’en af pigerne’, men uden held. Centeret søger også at lære de unge nogle IGA (=Incomming generating activites). Det kan være at lave perler, så som halskæder, armbånd, øreringe og andre ting der kan sælges. 2 frisørdukker har stedet også hvor pigerne kan øve sig i at flette hår, så de kan tjene lidt penge hist og her i stedet for at tjene dem på prostitution, som nogle tyer til. Da ressourcerne var små og der ikke blev tildelt nogle økonomiske ressourcer til dette, var det dog desværre ikke så udviklende for pigerne. Ideen var rigtig fin og kan sagtens forbedres kraftigt med små penge (i vor øjne), men det kræves at der kommer en udefra og underviser i nye metoder – og mit bud er at pigerne ville strømme til, for at få viden større muligheder for at skaffe penge ind på et smule højere og mere seriøst plan.
De unge kan til enhver tid også smutte ind i et af bibliotekerne, der har fået doneret bøger nok til mange fulde universitetsuddannelser. Konceptet er dog noget anderledes end vi kender det, for det er ikke muligt at låne bøgerne med hjem, men kun anvende dem på stedet. Dette skyldes at stedet er overbevist om ikke at få materialet tilbage hvis det er til udlåns. Nogle unge, der ikke selv kan betale for bøgerne, kommer derfor tidlig om morgenen, hvor de sætter sig og læser eller løser opgaver helt fra åbning til luk – kan være 10timer.
Afslutningsvis var jeg med til en 3dages Women Festival, kaldet Sawa sawa. Her blev emner som voldtægt, IGA, internet i buisness forbindelse, lederskab og korruption taget op – hvilket skulle forsøge at Impower de ca. 200 tilstedeværende kvinder.
Opsummerende kan man sige at jeg har lært mere omkring og af dette ophold:
– Oplysningsarbejde
– Trænet form for borgerkontakt med unge
– Tænkt over hvordan man skal agere med de unge /jævnaldrene med mig selv (skal tæt på, men ikke opfattes som en af de unge).
– Tanker omkring menneskesyn(et) og egen påvirkning af klienterne (Siges åbenlyst af min leder og mens alle er der ”pas på din tlf, pas på nøgler (…), ikke alle er gode mennesker” ”Nogle herinde stjæler” – kan ske selvopfyldende profetier, hvis man behandler på denne måde. Til trods for jeg faktisk glemte min pung i lokalet og gik ud og snakkede, hvor den var efterladt i godt 10-15min, lå den fint tilbage da jeg kom ind igen til trods for ”rummet var fyldt med tyve” som min leder jo havde fortalt mig).
– Øvet at modtage svære historier.
– Kommunikation.
– Overværede og deltog i forskellige programmer så som Life Skills.
Alt i alt synes jeg at jeg har fået meget ud af mit ophold. Jeg kunne måske have ønsket noget mere aktivt socialt arbejde, hvor jeg i stedet har observeret mere, men som det også fremgår ovenfor, synes jeg bestemt at jeg har lært en masse andre ting og har udviklet mig på flere måder. Mit ophold har klart været præget af at jeg er dansk og kommer fra et rigt land hvor vi er selvstændige og har mulighed for at handle på uretfærdigheder og sige chefen imod. Især i Kicoshep stod jeg i nogle dilemmaer omkring dette. At se på at medarbejderne knokler løs, hvor nogen af dem ikke ser skyggen af ’lønseddel’ eller overholdelse af de aftaler der er blevet indgået, var meget svært. Medarbejderne arbejder uhyggelig mange timer og får de besked på at de skal arbejde måde dag og nat den næste uge frem, gør de det uden modsigelser i frygt for at blive fyret. Hvis det blot var sådan, fordi alle havde det skidt ville jeg bedre kunne acceptere det, men i toppen sidder nogen og nyder godt af de penge der burde være gået til flere projekter, medarbejderne og ressourcer. Det endte med at jeg enten ville kaste op eller sige op, så gjorde det sidste. Derudover var det meget svært at affinde mig med de metoder der blev anvendt på stor set alle skolerne, nemlig afstraffelse.
miafritzen 