Beslutningen om at tage til et af verdens fattigste slumområder, Kibera i Kenya, kræver naturligvis en masse overvejelser og forberedelse. Dette er blandt andet: Hvad er det for en organisation vi skal være i? Hvilket arbejde udføres der mere præcist? Er det sikkert at tage af sted, særligt for en lyshåret pige som mig? Hvilke barrierer vil jeg komme til at stå overfor både grundet det at være hvid i et afrikansk land og i det professionelle møde med de problemramte? Hvilket udbytte vil jeg personligt, og ikke mindste fagligt, få ud af en sådan tur? Jeg vil her komme lidt nærmere ind på nogle af disse tanker, jeg har gjort inden afrejsen.
Man vil naturligvis komme til at møde en række udfordringer, fagligt så vel som personligt. Rent fagligt bliver man sat på prøve omkring kommunikations elementet. Her tænker jeg både rent sprogligt, altså om man kan udtrykke det man vil, på den rette måde, samt om man forstår hvad hinanden mener og kan følge hinandens tankegang. Tålmodighed er et must, og mange forklaringer og uddybninger vil blive nødvendigt. Dette er en af mine største bekymringer, da jeg ikke er specielt stærk i engelsk, så nogle sproglige barrierer vil jeg bestemt møde. Af faglige udfordringer vil det derudover højst sandsynligt blive problematisk at holde den professionelle distance når man får problemerne så tæt ind på livet, lever og ånder i blandt dem. Før eller siden vil det formentlig blive uundgåeligt at et par tårer trænger sig på, f.eks. i arbejdet med syge børn. Desuden skal man huske at se problemerne distanceret, bliver man for følelsesmæssigt berørt, kan man blive tilbøjelig til at hengive sig til en løsning, der giver det hurtigst synlige resultat. Dette kan f.eks. være udelukkende at give gadebørnene lidt penge eller mad. Det kan være svært for ens medmenneskelige hjerte at lade være, men på sigt hjælper det dem ikke. Man bør i stedet prøve at se mere langsigtet, og forsøge at hjælpe dem på anden vis. Sidstnævnte er både en faglig og personlig udfordring. Derudover vil jeg personligt finde det svært at være væk fra de man holder af derhjemme, og det er bestemt også det jeg vil savne mest.
Mine foreløbige mål er at komme kulturen nærmere og få indsigt i deres levemåde, livssyn, uskrevne regler m.m.. Fagligt er det et mål at få viden omkring hvordan en sådan organisation i Kenya er opbygget og få afprøvet al den læring man har med i bagagen fra de forrige 3 semestre på studiet.
I et afrikansk land, vil man som helt hvid og lyshåret pige, på ingen måde kunne undgå at skille sig ud af mængden. Det har indflydelse på risikofaktoren, der straks siger markant for at blive berøvet, overfaldet, snydt eller lignende. Afhængigt af det almene syn på hvordan hvide hjælpearbejdere er blandt afrikanerne, kan det også have en betydning for vores arbejde. De kan eksempelvis enten have et negativt ladet syn omkring ’de tåbelige hvide, der kommer og tror de kan redde verden’ eller måske den helt anden boldgade være lydhør overfor os, da de formoder vi har flere ressourcer, eller måske noget helt tredje.
Via ovenstående udfordringer håber jeg generelt at kunne forbedre mit engelsk, hvilket kan komme til gavn hvis jeg på et senere tidspunkt skal arbejde i udlandet eller med flersprogede borgere. En yderligere forventning er at få praktiseret og trænet en række faglige elementer; Kommunikationen i den direkte borgerkontakt, at møde borgeren hvor han/hun er, træne en vis professionel distance, være blandt og se de sociale problemer og uligheder osv. Da jeg er en smule tilbageholdende og genert person, håber jeg også på at kunne udvikle en større åben- og udadvendthed. Via denne træning, vil man forhåbentlig også øge en vis selvsikkerhed indenfor faget. Det ultimative ville selvfølgelig være at forbedre nogle individers levemåde, om end blot i mindre grad. Hvis blot et enkelt gadebarn hjælpes til en lysere fremtid, da er jeg fuldt tilfreds.
miafritzen 